De røde tropper omgrupperer

Den 1. september er det 60 års dagen for "Kinas befrielse". Dvs. årsdagen for folkerepublikken Kinas oprettelse og partiets sejr. Dette er en stor dag for riget i midten, og det skal naturligvis fejres med bravur og pekingand.

Når man bor i Beijing, bliver man konstant mindet om den festlige højtidelighed, der står for døren. Selv blev jeg først opmærksom på nationaldagen, da tre kampklar tanks kørte forbi mit vindue for fuld smadder midt om natten. Samtidig er der en tydelig stigning i røde partibind på skjorterne og byen bliver i større og større grad spærret af. Kinas borgere er lige nu i gang med en større folkevandring til Beijing, for at vise deres respekt på Tianmen square ved Maos mausoleum. Med andre ord - den røde armé omgrupperer

En stor del af de unge kinesere melder sig frivilligt til partiet og hæren i disse dage, for at deltage i de voldsomme parader. Alle ønsker de at vise respekt på den himmelske fredsplads den 1 september.

En betragtelig del af disse unge mennesker, har besluttet sig for at marchere uden foran mit klasselokale.

Jeg sad stille på biblioteket og fornøjede mig med at diskontere nogle fiskekvoter, da et ramaskrig lød fra gaden. Tusindevis af marcherende læderstøvler, samt nøje koordinerede brøl gjorde, at jeg måtte opgive environmental and resourse economics. Synet der mødte mig, var mildest talt skræmmende. Jeg fik associationer til de store parader i tyskland og Italien.

De her uniformerede kinesere er på min alder og brænder for partiet. En sådan optog vil nok aldrig blive mobiliseret af Helle eller de andre røde lejesvende.

Jeg troede faktisk ikke at parader af denne militaristiske karakter, fandt sted mere. Men det gør de - i Kina! Og i bedste velgående. Vi skal satme være vaks ved havelågen!!!

Første skoledag

Jeg er i god tid, men formår alligevel at blive væk på campus, fordi jeg er stresset og forvirret. Det skal lige siges, at min skole har et areal på størrelse med Vesterbro og med ca. samme indbyggertal. Faktisk er det en lille velfungerende by med en lokal politistation, hospital og flersporede veje.

Anyways. Jeg finder lokale 118A i Weilun bygningen (den ved siden af svømmestadion), og træder ind i et auditorium proppet med små gule sataner, der alle kigger på mig, som om jeg er gået forkert. Jeg spotter hurtigt den eneste anden lyshårede idiot, der fik ideen om et udvekslingsophold i Kina, og sætter mig ved siden af ham.

Faget hedder Game Theory, og jeg absolut ingen idé om, hvad det indebærer. Timen åbnes af en ung og nervøs professor, der opfordrer alle til at deltage i en matematisk og statistisk gætteleg sammen med ham – og hvorfor ikke? Han skriver opgaveformuleringen ned på tavlen, og den indeholder tilpas mange matematiske formler og symboler til, at jeg kaster handsken med det samme. De uendelige formler, integraler og brøker ser ud til at more resten af kineserne i min klasse. Alle pusler med lommeregnere og skriver som gale på deres rispapir, mens jeg kigger på min ariske broder, der heldigvis ser lige så fortvivlet ud som mig.

Efter megen kinesisk morskab med parabler følger en række hændelser, jeg ikke kan gøre rede for. Professoren kaster sig nu ud i en forklaring om spil og opportunismes sammenhæng, og efter ti minutter er undervisningen blevet til en lektion i Kina og Usa’s våbenkapløb (se fantastisk billede), der bliver det gennemgående eksempel for resten af dagen.

Hvordan helvede en undervisningstime i erhvervsøkonomi ender med en bimatrix, hvor parametrene er ’nukes’ og ’flowers’, kan jeg ikke forklare. Jeg forstod aldrig sammenhængen, men det var fantastisk. Timen fortsatte med vekslende fokus på tal og rød propaganda. Og hvis man kunne se igennem det kommunistiske slør, var undervisningen faktisk spændende og lærerig.

Glæder mig til på fredag, hvor jeg skal have environmental resource engineering. Der skal de røde faner virkelig blafre.

Kristoffer

Så prøver vi igen.

For ikke at tæppebompe bloggen med spændende indlæg, har jeg valgt at forholde mig passiv de sidste tre uger. Desuden har jeg har haft et helvede med den tidligere side, så nu bliver det blogspot i stedet. Blogspot - du gør det SÅ meget bedre for mig.

Der er sket lidt småting de forgangne tre uger. Jeg har fx fået en lejlighed i Wudaokou. Den ligner noget en russer og Gianni Versace har indrettet sammen i en brandet. Men den er ren, hvilket vores nye stuepige sørger for. Jeg elsker dig Kina!

Yndlings morgenmad

Even og Sima.

Boligjagt med kulturinstituttet

Blogging in Beijing

Ok.

Jeg har aldrig lavet en blog før, men nu skal det fandme være løgn. Med web dos komma nul og livet i overhalingsbanen i de røde faners land, kræves der en blog. Det her bliver stedet, hvor jeg hælder vand ud af ørerne, for afløb for agressioner, og deler ud af min kinesiske livserfaring.

Jeg sidder lige nu på mit hotel ved Andingmen, og funderer over, hvad der reelt er sket de sidste dage. Og der er i virkeligheden sket så helvedes meget, at jeg hverkan kan nå eller orker at nedfælde det i en blog. Og det er vel i virkeligheden heller ikke meningen med mediet. Bloggen her skal bruges, når skrivelysten melder sig, og jeg bare må fortælle om den etøjede stive kineser med træben, der bundede en risvinsbong på tre sekunder gennem et rør, han havde i halsen. Måske kan mindre ophidsende ting gøre det. Pointen er bare, at det er flyvske tanker og ikke Martin og Tinas rejseblog fra La Santa (undskyld Aske).

Jeg vil tage på Nongfu og mæske mig i and og nudler.

/Kristoffer